Keramikken er Inge Margrethe Poulsens liv

DEL   Af Karin Kjærsgaard , kkj@ugeavisen.dk 22. juli 2017 kl. 10:00

Hun er uddannet keramiker, men var væk fra faget i 15 år. Nu er hun i fuld gang igen - og hun stortrives.

Nørre Bork: En gang keramik altid keramik fristes man til at sige, når man møder og tager med Inge Margrethe Poulsen, der for et år siden tog arbejdet med stentøjs-leret op igen - og tidligere på året åbnede butikken Nr. Bork Keramik med indgang i hjørnet af huset på Midtbyvej 27, hvor hun også bor.

- Men bare jeg har mit værksted - og køkkenet, siger hun og smiler.

Inge Margrethe Poulsen har nemlig indrettet værksted med arbejdsbord, drejeskive og ovn i den ene ende og butik med sine keramikting - krydret med specielle gamle ting og antikviteter, der også er til salg.

Fakta

·       Nr. Bork Keramik, Midtbyvej 27, Hemmet har åbent dagligt klokken 10-17 - undtagen mandag, da holder butikken lukket.Indehaver keramiker Inge Margrethe Poulsen tager også på markeder med sin keramik, blandt andet Kunstværkermarkedet i Ribe i oktober, ligesom hun udstiller på Innovest i Skjern i december.

Hvidløgsriveren

Inge Margrethe Poulsen fremstiller brugsting i stentøjsler - krus, tapas- og andre fade, skåle,  vaser, urtepotter, fuglefoderbrætter og -bade og hvidløgsriver og strikkeskåle (til garnnøgler, red.)

- Strikkeskålene og hvidløgsriveren er folk helt vilde med, siger hun og forklare, at hvidløgen rives på rillerne i bunden og bagefter kan komme olie og eddike i og lave en blanding til salat eller til at dyppe snacks i.

Grebet af leret

Inge Margrethe Poulsen er 48 år, født og opvokset i Esbjerg og var au pair i USA i tre år, inden hun kom hjem og blev uddannet i butik.

Hun begyndte at læse til korrespondent, men venindens keramikværksted og leret trak meget mere end bøgerne - derfor tog hun på Seminariet for Håndværk & Design i Nørre Sundby og blev uddannet keramiker.

- Jeg elskede at være på venindens værksted og dreje. Timerne forsvandt bare - jeg døjede med depression, men tiden fløj af sted, når jeg arbejdede med ler, fortæller Inge Margrethe Poulsen.

Til Canada

Hun og hendes daværende mand, Svend Peter, købte huset i 1997-1998 huset på Midtbyvej i Nørre Bork, der tidligere har huset en kiosk og manufakturhandel.

- Jeg har stadig de gamle reoler fra manufakturhandlen i butikken, det er rigtig hyggeligt, siger Inge Margrethe Poulsen og smiler.

Hun havde gang i keramikværkstedet og butikken, da eksmanden blev udstationeret i Canada et halvt år.

- Jeg har boet i udlandet før og sprang til med det samme. Jeg ville gerne ud og opleve verden - være åben over for nye indtryk og mennesker, fortæller Inge Margrethe Poulsen.

 

Beslutningen

De seks måneder i Canada blev til fem år - og de fem år endte med i alt 15 år i udlandet, Canada, USA, Thailand og Norge, afbrudt af kort tid hjemme i huset i Nørre Bork.

Inge Margrethe Poulsen var hjemmegående, passede parrets nu 18-årige datter, Lærke, og huset - og var involveret i arbejdet på de skoler, datteren gik på.

Keramikken satte hun på pause - efter nøje overvejelser. På den ene side savnede hun leret, omvendt havde hun ikke lyst til at rejse hjem, for hun ville gerne bo i andre lande.

- Jeg fandt ud af, det var det, jeg skulle og ville på det tidspunkt, og så stressede det mig ikke mere. Jeg glædede mig over at være hjemmegående mor og passe mit barn, fortæller Inge Margrethe Poulsen.

 

 

Skjult savn

Familien kom hjem til huset i Nørre Bork for to år siden. Inge Margrethe Poulsen blev skilt, men blev boende i huset.

Butikken var fyldt med flyttekasser, men med familie og venners hjælp fik hun sat skik på butik og værksted.

- Der blev åben - og det gav luft til at lave keramik. Det hele blev vakt til live i mig igen. Jeg kan ikke forklare følelsen - det er ligesom et savn, som jeg ikke vidste, jeg havde haft, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg elsker at komme op og på arbejde, for det er mere en passion end et arbejde.